Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl og
Vestjyske Kaniner - Danmarks Kaninavlerforening

Vi vil gerne invitere Jer til
Landsudstilling for racefjerkræ
Udstilling af racekaniner og kaninhop.
Messe Center Herning 13. og 14. december 2014.
Åbningstider: Lørdag klokken 9.00 - 17.00
                        Søndag klokken 9.00 - 16.00

Hent som txt - Hent som PDF - Hent Billeder

 

Vi har samlet et stort udpluk af racefjerkræ; høns, dværghøns, kalkuner, perlehøns, duer, gæs og ænder i Messe Center Herning.
Vi viser også kaniner af forskellige racer, og vi afholder konkurrencer i kaninhop.
De to foreninger har samarbejdet om Landsudstillingen 2014, og vi inviterer alle til at komme og se vores dyr.
Vi har samlet mere end 4250 dyr; det ypperste af dansk opdrættet racefjerkræ og kaniner i mange forskellige racer.

Kaninhop.
Der afholdes konkurrencer i kaninhop, i forskellige klasser og sværhedsgrader fra 20 til 50 centimeters højde. Her deltager både de unge kaniner og ældre kaniner med flere års træning.
Fjerkræ fra den gamle bondegård.
Nogle af de fjerkræracer, der udstilles, har tidligere været almindelige i dansk landbrug. De gamle racer er i dag gledet ud af erhvervsmæssig produktion. Nye højtydende racer har helt fortrængt de gamle danske fjerkræracer indenfor landbruget, og de gamle racer er nu i risiko for at uddø. Takket være idealistiske private avlere og enkelte museer med levende fjerkræ er der stadig levedygtige bestande af de høns, gæs og ænder. Disse dyr fyldte staldene på vore tipoldeforældres bondegårde, og de var med til at sætte æg og kød på middagsbordet. Medlemmer af Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl har stor fornøjelse af at have de gamle fjerkræracer som hobby.
Over hele verden arbejdes der på at bevare gamle lokale og regionale husdyrracer. I Danmark støttes arbejdet af NaturErhvervstyrelsen gennem Bevaringsudvalget.

Dyrevelfærd og selvforsyning.
Den større bevidsthed om dyrevelfærd, der hersker i befolkningen, samt det faktum at man som familie kan være mere eller mindre selvforsynende og udnytte rester fra husholdningen til noget fornuftigt, spiller helt sikkert ind, når valget falder på høns i haven.
Når vi som nation ønsker at ændre livsstil, er høns i haven en meget synlig og nem måde at få begyndt det nye sunde liv på.
Når volieren er lavet, er resten nemt at overskue. Høns passer nærmest sig selv, og i ferier kan naboen sikkert overtales til at passe dyrene mod den fine betaling, som friske æg hver dag er.
Landsudstillingen i Herning er en oplagt mulighed for at få stillet sin nysgerrighed. Her vil der være udstillet racehøns med et udseende, som man knap har fantasi til at forestille sig. Der vil være mulighed for at få gode råd om pasning og pleje, og man får en enestående mulighed for at lave aftaler om køb af høns, duer og kaniner. Der er forskellige stande med foder og udstyr til hønsehuset, dueslaget eller kaninholdet, hvor der er mulighed for at lave en god handel.
- har du lyst til at få inspiration og viden om selvforsyning og hønsehold
- har du lyst til at opleve de mange smukke og særprægede racefjerkræ og racekaniner, som dommerne bedømmer ud fra nøje fastsatte standarder.
- har du interesse for økologi og selvforsyning.
- går du med tanker om selv at få høns, duer eller kaniner
Dette års udstilling tegner over al forventning, der er lagt op til et par spændende dage for de besøgende og for udstillerne, for hvem avlsarbejdet og træningen endeligt skal stå sin prøve -forhåbentlig med glans.
På alle arrangørernes vegne byder jeg alle VELKOMNE til Landsudstilling 2014
På vegne af begge foreninger.

Hvis der er behov for yderlig information eller kontakt til lokale udstillere, er vi meget behjælpelige.

Pressebilleder kan hentes på www.racefjerkrae.dk

 

På vegne af de 2 foreninger

Niels Rasmussen
Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl
mail formand@racefjerkrae.dk
tlf. 21 67 22 99

 www.racefjerkrae.dk